Robotter vs. mennesker, last-mile og innovation var populære emner på Nordic Delivery Conference 2016

Posted: 20. juni 2016-Likes: 0-Comments: 0-Categories: Uncategorized @da
NDC16

Robotter vs. mennesker, last-mile og innovation var populære emner på Nordic Delivery Conference 2016

Få overblik over de populære emner og temaer blandt talere, deltagere og udstillere på årets Nordic Delivery Conference i et #NDC16 resumé her.

Anna kirah ndc

Antropolog Anna Kirahs menneske-centrerede tilgang til forretnings- og produktudvikling vandt indpas hos publikum.

Den 9. juni løb Nordic Delivery Conference 2016 af stablen i København. 600 deltagere fra e-handels-, logistik-, transport- og softwarebranchen deltog i konferencen, hvor programmet bød på talere fra hele verden helt fra Silicon Valley i Californien til Shanghai i Kina. Konferencens overordnede tema var konkurrencedygtig levering, som talerne havde hver sin indgangsvinkel til, der formede dagens fokus.

Dagens store hovedfokus blev robot teknologi vs. menneskelig kontakt. Hvor flere talere fokuserede på de mange tids-, kvalitets- og økonomiske fordele ved at indføre mere robot teknologi i leveringsbranchen stillede dagens hovedtaler, Anna Kirah, sig kritisk overfor den stigende anvendelse af robot teknologi.

Anna Kirah fra Making Waves, viste i sin præsentation, hvordan en menneske-centeret tilgang til forretnings- og teknologiudvikling er langt mere værdifuldt for en virksomhed end et ensidigt fokus på systemer, tal og økonomi. Anna Kirahs budskab gik rent ind hos deltagerne, der var enige med Anna Kirah i vigtigheden af at huske mennesket i vores stadig mere teknologiske verden.

Læs mere om Anna Kirahs oplæg her.

 

Deltagerne stillede ligeledes spørgsmål ved den stigende anvendelse af robot teknologi i leveringsbranchen. Hvad skal der ske med de medarbejdere, hvor robotter overtager arbejdsopgaverne? Og vil vi som forbrugere hellere serviceres af robotter fremfor mennesker? I hvilke situationer er det ene mere relevant end det andet?

Disse spørgsmål satte dagsordenen for konferencens paneldebat, hvor de nuværende og fremtidige udfordringer indenfor leveringsbranchen blev debatteret. Antropolog Anna Kirah og innovationsstrateg Bill O’Connor var bange for, at vi mister den menneskelige kontakt i leveringsservices i takt med den stigende anvendelse af robotter, og som resultat heraf bliver mere isolerede og deprimerede som mennesker. Som svar hertil, mente Sandrine Lagrost fra UPS og Markus Kückelhaus fra DHL, at det ikke var et spørgsmål om enten eller, men om hvordan vi kan få den menneskelige kontakt til netop at arbejde sammen med teknologien.

Dette samarbejde var et af omdrejningspunkterne i Markus Kückelhaus’ præsentation af, hvilke trends og teknologier de arbejder med i DHL’s innovationscenter i Bonn.

Panel debat

Paneldebatten med værtinde Ulla Ussendrop (yderst t.v.), antropolog Anna Kirah, innovations strateg Bill O’Connor, Sandrine Lagrost fra UPS og Markus Kückelhaus fra DHL.

Sjove robotter og historiens største innovationer
3D print, Big Data, augmented reality, pakke-koptere og ubemandede biler kan være med til at effektivisere logistik og levering i fremtiden, hvis man spørger DHL, som allerede er godt i gang med at teste de nye teknologier. Testresultaterne har været positive og vist, at teknologierne ikke alene er med til at effektivisere, men også gøre medarbejdernes arbejdsdag sjovere samt forbedre kundeserviceniveauet.

Læs her, hvordan du forbedrer din online returpolitik og –metoder gennem disse 7 tips fra ReBOUND.

 

Allan ndc

Allan Martinson på scenen med leveringsrobotten Starship.

Til stor begejstring for publikum demonstrerede Allan Martinson fra Starship i sin præsentation, hvordan leveringsrobotten Starship, som ikke blot er designet til at se sød ud, optimerer last-mile indenfor levering. Allan Martinson fortalte, hvordan Starship er langt mere effektiv til last-mile levering end pakkebiler, da den kræver mindre vedligeholdelse, og én person kan overvåge mange robotter på samme tid.

Læs her, hvordan Damco håndterer last-mile i levering til verdens brændpunkter.

 

Blandt deltagere og udstillere var der bred enighed blandt om, at robot teknologi i last-mile i levering er en god idé. Men hvorvidt robot teknologien skal være i form af leveringsrobotten fra Starship, var der uenighed om. Hvor nogle deltagere var skeptiske og mente, at Starship ikke var andet end en sjov gimmick, var andre helt sikre på, at vi kommer til at se Starship trille på gaderne indenfor nærmeste fremtid. Alle deltagere og udstillere gav dog udtryk for, at innovation i den ene eller anden retning var nødvendig for at overleve i sin branche, men flere oplevede, at innovation ofte blev begrænset af et negativt mindset i virksomheden om frygten for at begå fejl.

Bill ndc

Den hurtigt talende Bill O’Connor gør innovation konkret og ligetil i sin præsentation.

Det havde Bill O’Connor fra Autodesk imidlertid svaret på i sit oplæg, hvor han afslørede de nyeste innovationsteknikker baseret på de 1.000 største innovationer i menneskets historie. Bill O’Connor kogte innovationsprocessen ned til 7 spørgsmål, som er essentielle at stille, når man arbejder med innovation. Til slut påpegede han, at innovation kun behøver at tage 21 minutter om ugen fx på et møde med dine kollegaer hver tirsdag kl. 10.

Dette resumé indgår i en serie af artikler vedrørende talerne og temaerne på Nordic Delivery Conference 2016, hvor vi i de efterfølgende artikler går mere i dybden med, hvordan man innoverer indenfor levering ifølge Bill O’Connor, robot vs. menneske aspektet, indtræden i e-handels-, logistik og transportbranchen i Kina, Starship og DHL’s innovationscenter i Bonn.

 

Fakta

Tekst af: Consignor redaktionen, news@consignor.com

Navigation